Sagsbehandlingen

i Datatilsynet

Noter[x] og referencer er samlet på siden Noter

Sagsbehandlingen i Datatilsynet

Den første sagsbehandling i Datatilsynet varede over to år,

- til trods for, at eksistensen og karakteren af de to elektroniske registreringer på forhånd var skriftligt bekræftet af vor modpart DIS.

Datatilsynets afgørelser efter to års sagsbehandling var bemærkelsesværdige.

Afgørelsen vedrørende den 1. registrering (e-mail korrespondancen).

DIS havde i slutningen af deres første brev DIS' brev[13] til os tilkendegivet, at de nu havde ”arkiveret” materialet.

Ordet  - arkiveret -  havde Datatilsynet valgt at fortolke som total elektronisk sletning, selv om intet andet i brevets tekst kunne give anledning til en sådan fortolkning.

De sidste e-mail udvekslinger i sagen mellem DIS og den studerende var foregået samme dag, som DIS' brev[14] til os blev skrevet.

Den elektroniske sletning hos DIS - som Datatilsynet forestiller sig er sket - skulle i givet fald være sket i løbet af få timer på

§  to servere og back-up servere samt fra 

§  mindst tre PC'ere og

§  eksterne elektroniske lagermedier.

Ser vi bort fra det irrationelle i at foretage en sådan sletning, er det gængse indtryk, at en sådan sletning i praksis ikke kan lade sig gøre.

Se eventuelt DIS IT  om DIS' it-infrastruktur. 

Men - ikke desto mindre - den elektroniske registrering eksisterede - som Datatilsynet havde forstået situationen - ikke mere, da vi dagen efter skriftligt bad om indsigt.

Derfor havde vi ingen ret til indsigt.

Vi klagede over kriteriet for afgørelsen til Folketingets Ombudsmand.

Folketingets Ombudsmand bad Datatilsynet om en udtalelse i anledning af vor klage.

På baggrund af henvendelsen fra Folketingets Ombudsmand indhentede Datatilsynet supplerende oplysninger fra DIS og os.

Fra vor side argumenterede vi over for Datatilsynet med en teknisk redegørelse[15] for kompleksiteten i at slette alle relevante data i et system, som det oven for beskrevne.

En redegørelse, der mundede ud i, at det i praksis ikke kan lade sig gøre umiddelbart at slette noget elektronisk, uden det kan retableres fra samme system eller fra eksterne lagermedier.

På baggrund af nye oplysninger fra DIS besluttede Datatilsynet at genoptage sagen om indsigt i e-mail korrespondancen.

Efter at have genoptaget sagen afgjorde Datatilsynet nu, at DIS skulle have givet os indsigt i e-mail korrespondancen, da vi bad om det 3½ år tidligere.

Den samlede sagsbehandlingstid i Datatilsynet var nu nået op på 2 år og 10 måneder.

Se en grafisk tidslinie for hele sagsbehandlingen af 1. registrering.

Vi tør næsten ikke tænke på den situation, vi ville have været i, hvis en af os eller os begge havde haft en stilling, hvor bare en sådan anklage ville have fået konsekvenser, uanset om det senere ved indsigt skulle vise sig, at anklagen var falsk.

Afgørelsen vedrørende den 2. registrering (evalueringsskemaet).

DIS havde i deres første brev til os tilkendegivet, at et af de op mod 35 evalueringsskemaer[16]  om os indeholdt en anklage for et verbalt overgreb.

For så vidt vi forstår   DIS' brev[17],  skulle overgrebet altså være af verbal karakter. Brevet antyder at overgrebet skulle være sket nogle år tidligere.

DIS gjorde i sit brev opmærksom på, at overgrebet nu var blevet registreret i deres engelsk-sprogede elektroniske database.

Da vi ikke vidste, hvilket af de op mod 35 evalueringsskemaer, der indeholdt anklagen, bad vor advokat om indsigt i dem alle, for så vidt indholdet var elektronisk behandlet.

Datatilsynet valgte at behandle anmodningen om indsigt i skemaerne over en kam, uden hensyn til, at mindst et af skemaerne angiveligt havde givet anledning til den elektroniske registrering i DIS’ database.. 

Da alle skemaerne var manuelt udfyldt og ikke udgjorde noget register, afgjorde Datatilsynet, at vi ifølge persondataloven[18] ikke havde ret til indsigt.

Efter at have genoptaget behandlingen af vor klage, fastholdt Datatilsynet sin tidligere afgørelse for denne registrering uden at redegøre for deres holdning til det elektroniske aspekt for et af skemaernes vedkommende.

Vi må forstå Datatilsynets afgørelse om indsigt i skemaet sådan:

En registrant kan registrere persondata elektronisk uden at den registrerede reelt har indsigtsret efter persondatalovens §31 - hvis blot grundlaget for registreringen ikke foreligger på elektronisk form! 

Dette fremgår - så vidt vi kan læse persondataloven - ikke af de ellers tydelige begrænsninger indsigtsretten i forvejen er underlagt.

Næste side  Hvad nu